jeg har altid været håbløst forud efter min tid min veninde griner og siger at jeg altid går i bedstemortøj med alle mine uldlag jeg er begyndt at bruge vatterede brystholdere et bryst to bryster byster jeg er knap så rustik som jeg ser mig selv går jeg ud fra og nulrer døde hudceller af min underarm som vinteren der først satte sin blege hånd på vejen i går så skal også jeg gå og tage fejl af bill evans og lang lang what a morning som ikke har budt på kaffe endnu mine lange ben i den frøposition jeg sidder på hug i M-form foran mac'en foran mig for mine forbogstaver og marie key som jeg slet ikke husker at have købt i sommer til os som en elsker der ikke kan gi' sig hen, som en uro der driver dig i byen igen som var du om mig som om helt ærligt her er ingen andre end mig og fuglen jeg ikke ved hvad hedder o
g pedellen der ruller med skraldespande på livet løs i gården og jeg har hørt om den menneskelige psyke og hjernen og hvis kroppen holder op med at fungere kan hjernen være sig selv, men ikke omvendt oh ve det todelte menneske og midt i min kulturelle selvopdragelse læser jeg olga ravns anmeldelse af mudret sol og det er med krop og sind igen et evigt emne så længe vi varer og hvor skuffelsen ufrivilligt melder sig som marie key overtages af lang lang med liszt og alligevel balsam og intensitet det er som at opføre en andens værk at være til stede i dag efter i morgen selv grumsede stråler er kærkomne i en ensomhed som ikke har bedt nogen om noget men måske skulle til at gøre det
med nogen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar