lørdag den 20. juli 2013

jeg er alene hjemme er alene hjemme jeg alene er jeg hjemme

her er fyrværkeri, storfamilie griller sent i gården, muligvis teenagefest runger gjaldende i murværket. på den anden side: de hører 'ramt i natten'...i dag har jeg mødt en rotte i et ferieramt hus, ligget som sild i en tønde med kvinder der skræver skræmmende over havet og mit hoved har læst forordet til en afhandling om semiotik. ok; 'midt om natten'...måske de har temafest: nat. det er også ret så mørkt nu. jeg læste gode ting om gertrude stein i dag, fx: 'hendes væsenligste studium var altid mennesker(...)'* selv om jeg ikke helt ved hvad jeg skal mene om hendes slettelse af følelser i poesi, når nu hun ikke adskiller så meget andet (rhizome). jeg så en dokumentar om buster larsen for nyligt, hvor de blev ved med at snakke om hans folkekærhed og hvor den var ham kær og han var kær og programmet slutter så med afsløringen af (eller for mig var det nyt) at han havde et barn med en kollega, som ingen viste noget om og at hans ekskone levede sammen med hans familie; nuværende kone og børn af nuværende kone. der synes at være en masse leben i den gård og jeg vil gerne sove på en lørdag hvor jeg ingenting skal. med den her tekst skal jeg heller ikke noget. jeg kladder den nu og spiller candy crush. mine tolv minutters tvungen pause må være gået. ikke så meget andet er gået. rotten gik, men ikke fra mit hjem. jeg savner den lidt her nu til at pusle i skoene. er lidt nervøs ved tanken om hvor længe det anlæg kan skrues op. level 88 er umuligt at gennemføre. nu hører de teenage-blib-blob. min veninde siger at jeg ikke må kalde mig selv for gammel endnu. min anden veninde holder vilde fester uden at annoncere at hun er ældre end mig eller til naboerne. mon hun er alene hjemme nu? de andre holder nummer to eller tre nyfødte i deres arme. jeg så en rotte i dag. jeg tænkte om vi skal være sammen for altid eller aldrig mere. jeg er alene hjemme. macaulay culkin er 14 dage ældre end mig. er det her et portræt så træt som af mig selv? jeg har kæmpet med en meget lang haveslange i dag: mine naboer plukker æbler ét sted og spiser dem et andet: så frivole som var der ingen skadedyr i paradiset Amager. jeg håber de allesammen taber deres figenblade og forsvinder ud i natten med hverandre. pludselig synes jeg alene ser forkert ud. som i langsom: jeg er álende. så slår jeg det op: den er god nok. alene er helt rigtigt. eksempel fra ordnet: at have naboer vil sige, at man ikke føler sig alene



Ingen kommentarer:

Send en kommentar