åleslanke strømninger
fra mit vindue
i mit blik
dampende ånde
fra koppen med den
opløste bouillonterning

jeg burde gøre dette noget
oftere. at løve dagen uanmeldt
mens et stort barn synger falskt
og herligt fra sit skjul. hænder
holder op foran ansigtet for ikke
at blive set. jeg ser kun gavle, tage
og et langsomt spirende træ
at være så rolig. hånden
om koppen. øjets hvile

hvem ved

Nu ved jeg det

ting af ler er tunge

Himlen er ikke

Himlen er ikke et roligt øje. Blikket flakker i dens kastevinde og flyder ud i overskyet grå som store øjenlåg.

Stormens svingen af alt der rejser sig får mig til at blive liggende som en gennemblødt og fladtrådt sti.

Lettelsen oversvømmer legemet i det fjerne