this

åh du vilde måne forestiller jeg mig at læse og ikke ville læse. jeg forlader en bøgeskov uden at have nydt den og holder fast i dit skjorteærme uvidende om din højde. længere ude overvejer jeg at æde mine tømmermænd til aftensmad, men indser at det er et tåbeligt ordspil der er ligeså unødvendigt som at vide den præcise afstand til min måne min måne jeg bløder igennem og bestiller en margherita på mother. verden er så uvild og nu uddør endnu flere dyr om dagen. må jeg spise her min måne min måne. en ung mand har ikke skrevet dette og jeg ytrer mig ikke om det på bagsiden. han er vild efter månen efter månen efter månen. hvad kommer så? at kunne spille på ordene så der kommer lyd

(jævnfør -lig)

af skikkelse

mine ord skal se miami ud

 

mit svælg er en palme

og mit blik løber listigt hen over sandet som rulleskøjter der ikke bekymrer sig om sine kuglelejer

én farve til hver finger

sådan er regnbuen sammensat

Et sejls kanter kaldes lig og kan f.eks benævnes underlig, forlig eller agterlig

i dag købte jeg to kager og gav min veninde den mindste fordi jeg tænkte at uden mig havde hun slet ikke fået nogen. Så tarveligt. vejret og parken der bare vil have mig til at ligge på græsset og læse om alle de strå folk har skrevet om eller bare at lukke øjnene. denne verden. jeg har ikke fortjent den og min lave løn går til bake off. hvad kan man gøre. der er ikke penge til en pizzaovn eller tid til selv at bage. den anden dag hældte jeg vanillesukker i vægtvogtertærten i stedet for bagepulver. den blev så fast og sød som en sund kage. jeg burde sende min nye opskrift ind til alle de vidundere der ikke har fat om forkerte bøtter. jeg har lige hældt noget sort farve ud over en rest indpakningspap i et forsøg på at gøre noget nyt. det ligner pollock. selv i den amerikanske baseballserie ved quarterbacken hvem pollock er. sådan en lidt reserveret og tilbagetrukken kunstnertype med ulmende potentiale. jeg har spist min madpakke nu, for at gøre noget konstruktivt. hele dagen går ufortrødent. tiden passer mig dårligt. den er endnu ikke blevet min. i formiddags snakkede nogen i radioen om at nærighed er det værste. men sparsommelighed og nærighed er ikke det samme. jeg ved ikke om det er ok at tage kærligheden for givet. jeg synes det burde være ok men så alligevel. udenfor kører de med kraner og støber en betonvæg i en underjordisk udgraven. der ligger svar alle vegne , hvis man gad at gå en tur med opsamlerpinden. jeg er bange for slapheden. bange for at falde af på den. de voksne har stjålet vægten af ordet bange, med deres lange lange bange sange. som da du lige sang til mit angste øre. der burde jeg have lagt computer fra mig. der burde jeg have vist i mit blik hvor højt jeg elsker dig. disse flagskibe. jeg sejlede så gerne en tur med dig, i dit eller mit skib, det er ligegyldigt. hvis bare jeg kan holde til at hvert øjeblik er fantastisk. når man blinker, sænker man sejl

!håndgreb

jeg lovede mig selv ikke

at vrænge jeg
ønsker stadig
at være fuld af
andres erfaring
min egen er så
slidt jeg læser de
unge trække smarte
udtryk over deres dyb
sindighed. jeg havde ikke
tænkt mig at blive politiker
jeg rejser mig kun for at forsvinde
det allermest tragiske på en diset forårsdag er
at der ikke er mere nutella tilbage til den næste der
skruer låget af glasset som jeg bare har stillet tilbage

det klogeste jeg læser er om en død digter