Kunst som visdommens praksis?

at læse suzanne brøggers apologi får mig til at føle mig flov over at længes efter normen. normen er det skød hvor jeg kan hvile min kind på, forestiller jeg mig. men hun har ret, jeg lever i forestillingen. virkeligheden virker ikke for mig, er jeg bange for. ret bange


eller bare

jeg har så tit lyst til at lægge mit hoved i en römertopf og bare lade det sive i timevis til det bliver så mørt at det falder af benene, men jeg er så gennemgribende betaget af penselstrøg at det i sig selv får mit kød til at smelte:

 er det nu klogt?

bare et udpluk

Kunst som visdommens praksis?

For at undersøge om kunstnerens virke er noget særligt, som ingen andre mennesker egner sig for, er jeg gået til en politiker, en økonom, en sociolog, en erhvervsmand, en håndværker og en skuespiller.
Man skulle måske tro, at en politiker kunne nyde godt af kunstnerisk flair, når det gælder om at iscenesætte sig selv og sælge sit budskab, men intet ligger fjernere fra sandheden. En politiker er først og fremmest underkastet den bestemmelse, der hedder ’at blive valgt’. Han er det ufrieste menneske, man kan forestille sig. En politiker sælger sin politik som svar, mens en kunstner stiller sin undersøgelsesproces til rådighed som et spørgsmål, der har en form.
Har en sociolog, som forsker i samfundsforhold, da ikke brug for kunstnerisk intuition for at indkredse, hvad det er, man bør undersøge overhovedet? Ingenlunde. En sociolog laver gennemgående bestilt arbejde. Resultatet af hendes forskning er bestilt på forhånd. Det samme gælder medicinindustrien. En undersøgelse viser, at alle altid har brug for mere medicin. Også økonomerne laver bestilt arbejde, underkastet markedets krav, ud fra forskellige økonomiske ideologier med resultater derefter. Og sådan er det hele vejen igennem. Men er håndværkeren eller skuespilleren da ikke udleveret til kunstens daimon? Egentlig ikke. Selvom skuespilleren skal udføre sin rolle kunstnerisk forsvarligt, brillant, sågar, er det trods alt en rolle, der er skrevet på forhånd. Af en anden. Og når det gælder håndværkeren, må snedkeren da helst ikke være i tvivl om, hvor vidt hans arbejde skal blive til et bord eller en stol. Han skal kende resultatet på forhånd.
En kunstner, derimod, vil ikke kunne vide det, helt på samme måde, om det bliver en stol eller et bord. Ikke alene laver kunstneren grundforskning, men kunstens udsagn er oftest flertydigt: måske et bord, man kan sætte sig i, eller en stol, man kan stille vaser på. Hverken økonomens, sociologens eller politikerens kommunikation kan leve op til det mangetydige, i så fald duer det ikke. Omvendt med kunstneren, vi duer ikke, hvis vi er entydige. Dermed være ikke sagt, at vi arbejder som uansvarlige børn på en legeplads.