ind til benet

jeg kan ikke være her for middelmådigheden.
det er mig selv der er den.
jeg er taget. som i tik. tik tikker.
i går besluttede jeg mig for at anskaffe mig et vækkeur,
så jeg ikke kommer til at tjekke facebook lige inden jeg lægger hovedet på puden.
så jeg ikke drømmer om alle de andres børn, så små og fløjlsbløde nyfødte.
jeg har ikke produceret noget i dag.
jeg søger på uddannelser.
tror at jeg er for træt til at være kunstner.
ind til benet.
man skal hele tiden være oppe på dupperne 
og jeg netværker i ét væk og kan bare sove,
når jeg ikke lige skal tjene penge på at sælge børnetøj for at have råd til at leve,
at have atelier, at have medpart i et udstillingssted.
på min kunstdag sætter jeg vækkeuret frem,
sover en time længere end rugbrødsdagene.
kan ikke komme op.
der er så meget kunst der skal laves?
jeg kan ikke mærke det,
kan ikke mærke en skid
og må kaste om mig med nye leveretninger
for at høre hvad der bliver kastet tilbage.
intet ekko,
ingen resonans.
jeg cykler ikke på atelieret fordi det tordner.
jeg surfer videre og tjekker sygepleje-uddannelsen igen.
min adgangskvotient er høj nok her.
jeg kan søge ind.
man kan søge op til 8 uddannelser om året.
min liste er længere, 12 punkter muligheder for kursændring, for mulig stabilitet.
jeg mener ikke rigtig nogen af dem.
jeg tør slet ikke forandringerne,
men når jeg står stille,
går jeg i panik og må flytte mig nye steder hen.
det er en trættende kombination.
i dag har jeg badet, tømt skraldespanden, spist morgenmad og surfet på nettet.
i den rækkefølge. det er langt over middag.
hvor længe mon jeg skal vente på at regnen holder op.