som en omrystet madpakke folder internettet sig ud over mit skød og jeg græder fordi jeg ikke kan kende forskel på madderne og der var en rækkefølge, men nu skal alting sluges på én gang og hvem som helst kan sige at jeg har spist leverpostej, men jeg kan kun smage en blanding og lugter som en blanding ud af munden. når jeg nu vil være opdelt, hvor er det så jeg holder op med at ryste og bare finde ro til mig og mit pålæg? længere henne ad gangen har de snittet ting i stykker. det kan man både høre og lugte. det er et sted at bo. jeg ved så ikke hvorfor madpakken? men jeg bor her nok ikke og smækker mig ude for at bevise det. dumt. at sove på gaden er ingen ostemad og fladtrygt har jeg kun visuel anelse om hvor meget pap isolerer og hvor svært det er at få hånden ind i en papircontainer for at trække isoleringen ud. kroppen kan ikke klare nærkontakt med noget som helst jordisk i mere end en halv time ad gangen uden at gå i betændelse. sådan er det at være færdig med de fleste sæsoner, afsnit for afsnit og ikke have nogle planer om at starte på en frisk, men bare falde af på den, så alting ryster og man lander på den rygsæk med madpakken, der var det eneste fornuftige tilbage.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar