lørdag den 1. juni 2013

tegnsætninger fra amager_ikke noter fra promenaden live!

jeg ser mig som manglende tegnsætning og er allermest nøgen i den tekst hvor jeg vil skrive nøgen, men finder det for blødt, virkelig, på den der slatne måde, som varm agurk, midt mellem hippie-ølejr og noget voksent jeg ikke er sikker på at forstå. står jeg også i en tanke, tænkt på min cykel i formiddags mod østerbro, at jeg ikke var til promenaden live i torsdags, fordi jeg blev overtalt af en meget stor pølse og lidt øl og cava på avlskarl til at tage til distortion, som jeg godt vidste ikke var så vigtigt for dette skrivende virke, hvad så end, som den der paneldebat, og jeg havde gerne hørt den oplæsning, derfor havde jeg jo skrevet rundt til folk at vi skulle derud på nørrebro, for at de kunne minde mig om det og sige at det lød fedt, men solen skinnede og ingen gad længere til panel-blog-oplæsning, hvis de overhovedet gad fra starten og det er ikke deres krydsfelt, men af kedsomhed. jeg gad ikke forlade gruppen og endte i et klamt virvar af starten af tyverne på sygt mange øl på sønderboulevard der tog sig bøvet ud med klistret græs der måske aldrig rejser sig igen og øldåsesamlerne som dovent blev ved med at tømme slatter ud over mine nye sko og jeg råbte æjjj hver gang men hverken eller løftede hovederne og jeg gik over til king og kings og vidste godt at jeg skulle gå hjem. det var vel ok at stå at snakke om perversiteter i en ung nat på vesterbro (i nye sko), når min egen alder sad på nørrebro, midt imellem oplæg og læsop og jeg er ikke dus med de stemmer der skal tale det skrevne og jeg føler jeg burde være okay med det. jeg føler mig nøgen i alt andet end kroppen her jo og burde soignere mig selv, men går så bare ned på kvindesiden og arbejder på at brune balderne, mens jeg læser i en bog min mor har lånt mig og lader digtsamlingerne ligge i muleposen med solcremen og det føles ikke som sådan fedt at være ufornuftig, bare lidt dumt og i aften burde jeg gennemlæse egne tekster i solitude og om ikke andet arbejde mig mod gruppeudstillingen til midsommeren, som indtil nu får en samling klenodier at se herfra. det giver ikke mening. at være tænksom lige nu. så skal jeg kravle rundt i rod og mine skyklapper er alle mulige former for øl og i aften måske hvidvin. på nørrebro i går (en dag for sent) havde alle de unge skæggede hipstere selvlysende kopholdere på cyklerne og sådan så jeg gerne mig selv: skæg og gylden dame på styret









Ingen kommentarer:

Send en kommentar