(håndoptrukket skovbund)

jeg vil at jeg skal ærge mig over at have levet uden dig. jeg vil være store graner. jeg vil så meget i din hånd. det hænder. så åndet. at duggen lægger sig på huden, som kunne den blive liggende til tidlig morgen. nu har de skiftet tiden til sommer. jeg drejer ikke på noget. så lidt mekanik. det minder mig om dig, fordi du skal trækkes op hver eneste dag. jeg er lige så digital som nutiden, helt kunstigt en time foran, for at nyde lyset. er du mørklagt. som under graner. hør hvor dæmpet alting sker for en time siden går jeg fremad. som på nåle. mod dig. alt forladt