Der er blevet mere mørkt omkring mig. Det er natten der samler sig og alle mine fregner ses tydeligt som støv mellem pejlemærkerne, modermærkerne. Jeg overvejer at dele linierne i forskudte mundfulde, men så ikke, hvor mørket er så tæt. Jeg ved at du er derude og at det lille røde hus uden fundament skal væltes når det bliver lyst, men nu står det der, nu er du der. Nu kommer du stadigvæk og hjælper mig med at vælte huset omkuld. Når det lysner. Det er lyset der skaber tvivl om distancerne, om holdbarheden. Opdelinger er smukkest i dagslys og jeg klemmer mig sammen om min omvendte nattehimmel.