åh du vilde måne forestiller jeg mig at læse og ikke ville læse. jeg forlader en bøgeskov uden at have nydt den og holder fast i dit skjorteærme uvidende om din højde. længere ude overvejer jeg at æde mine tømmermænd til aftensmad, men indser at det er et tåbeligt ordspil der er ligeså unødvendigt som at vide den præcise afstand til min måne min måne jeg bløder igennem og bestiller en margherita på mother. verden er så uvild og nu uddør endnu flere dyr om dagen. må jeg spise her min måne min måne. en ung mand har ikke skrevet dette og jeg ytrer mig ikke om det på bagsiden. han er vild efter månen efter månen efter månen. hvad kommer så? at kunne spille på ordene så der kommer lyd
af skikkelse